Alice Zeniter: L’art de perdre

Dette er uden tvivl én af de bedste bøger jeg har læst om Algeriet, og om hvordan "les harkis" er blevet behandlet i såvel Algeriet som i Frankrig. Det er et stort værk på mere end 500 sider, men det er mageløst godt skrevet og fortalt.

Forfatteren Alice Zeniter er datter af en kabyler og en mor fra Normandiet, og bogen har uden tvivl mange selvbiografiske træk. Men det er samtidig en skildring ud fra et veldokumenteret materiale, der rækker langt videre end det personlige.

Fortællingen har tre hovedpersoner Ali, Hamid og Naïma og en række personer omkring dem. Ali er bedstefaderen, der kæmper sig frem til en fremtrædende plads i en lille landsby, men da FLN begynder at starte oprørsbevægelsen, vælger Ali at være på franskmændenes side, mest fordi en anden vigtig familie har valgt FLN. Ali kommer ud af Algeriet i 1962 og næste afsnit foregår som harki i forskellige lejre i Frankrig. Virkelig nogle skrækkelige forhold, der betyder at al agtelse for Ali forsvinder. 

Hamid er den mest intellegente af sønnerne i familien med 8 børn og ham følger vi i hans afstandstagen til familien under sine studieår. Han bliver gift og de får 4 piger. Hamid vil aldrig tale om sin fortid og pigerne opdrages til at indgå i det franske samfund. Hamid isolerer sig og vil kun leve i nuet.

En af døtrene Naîma lever sit liv i Paris som journalist og ansat i et galleri. Hun får en dag en opgave i forbindelse med en udstilling med kunstneren Lalla der er kabyler, men flygtet til Frankrig. Naïma har aldrig været i Algeriet og har ikke tænkt meget på det, men nu får hun pludselig behov for at kende sine rødder, også fordi hun er berørt af attentaterne i Paris i 2015. Hvor er hendes tilknytning? Hvem er hun egentlig? Hun kan ikke få meget ud af sin far Hamid, Ali er død og bedstemoderen har hun svært ved at kommunikere med. Naïma begynder så at skaffe sig materiale om familiens tid i Algeriet, FLN, selvstændigheden i 1962. Hun søger også kontakt til diverse andre familiemedlemmer og folk der har kendt Ali. Alt dette indgår i skildringen af familiens liv, skildret nøgternt med både grusomheder og morsomme episoder.

Bogens tre store afsnit hedder 1) L'Algérie de Papa  2) La France froide  3) Paris est une fête, og de er alle med til at give en både bred, men også personlig skildring af  Algeriet og Frankrig fra 1930 til nu gennem de tre generationer.

Det er en skildring af kulturforskelle, som Naïma selv møder, da hun tager til Algeriet i 2016, men også af de politiske kampe, behandling af harkierne og hvordan man med fællesskab kan modstå de værste katastrofer og tab af ære, fædreland og identitet.

Det må afgjort være en kommende prisvinder, som Alice Zeniter fortjener til fulde. Det er en helt unik bog. Kan absolut anbefales at anskaffe sig.

Flammarion 2017